Marokko

Tag med foreningen på en spændende studierejse til Marokko, som tager dig øst for Atlasbjergene, og viser dig steder, der normalt ikke er en del af en tur til Marokko.
23. marts - 01. april 2018
Aflyst

Tag med på en spændende tur til Marokko, der tager dig øst for Atlasbjergene, og viser dig steder, der normalt ikke er en del af en tur til Marokko.

 

 

Foto: Doin Oakenhelm

Foto: Ekaterina Pokrovsky

 

Information

Pris

Depositum: kr. 4.035

Turens totale pris: kr. 12.995

Eneværelsestillæg: kr. 1.495

Rejsens restbeløb opkræves ved fremsendelse af faktura til den e-mail, du har angivet ved tilmelding.

 

I prisen er inkluderet

  • Morgenmad hver dag samt halv pension dag 1-7.
  • Engelsktalende lokalguide på hele turen.
  • Alle entréer.

 

Tilmeldingsfrist: ca. 1. oktober 2017

 

Turansvarlig

Alice Bæk Carlsen, kursusudvalget, aliceb@geografforbundet.dk tlf.: 40 78 38 91

 

Diverse

Studierejsen kommer til at ligge i påsken 2018 (ca. fra den 24. marts til den 2. april 2018). Turen arrangeres af Bifrost rejser.

Rejseleder: Ellen Chakir, der er marokkansk gift og til dagligt bor i Marokko, hvor hun driver et kvindecenter. Ellen er tidligere rejseleder på ture til Marokko.

Rejsen gennemføres ved minimum 10 deltagere.

Der er mulighed for at købe alkohol på hotellerne.

Du skal være logget ind for at tilmelde dig.
Ikke medlem? Bliv medlem

Program

Dag 1 - Afrejse

Fly til Fez (Royal Air Maroc via Casablanca 17.20-22.35 – forudsat at 2018-afgangene er magen til dem i år).

 

Overnatning: Mounia Fes

 

Dag 2 - Fez

Vi tilbringer formiddagen i den labyrintiske medina, hvor vi blandt andet skal udforske de gamle håndværkstraditioner. Vi møder tæppevævere, læderhåndværkere, keramikere og kaktussilkevævere. I god afstand fra stanken, kan vi iagttage farvernes besværlige arbejde. Vi skal også forbi verdens ældste universitet – stiftet af en kvinde – og den tilhørende moske, Kairouine Moskéen, samt en købmandsgård, hvor karavanerne tidligere overnattede med deres dyr og varer i sikkerhed for røvere.

 

Eftermiddagen giver tid på egen hånd.

 

Overnatning: Mounia Fes

Dag 3 – Ørkenen ved Merzouga

Vi  starter tidligt ud og kommer til at tilbringe godt 8 timer i bussen på vores vej til ørkenen ved Merzouga, der ligger på grænsen til Algeriet. Vi kører gennem smukke landskaber med æble-, abrikos- og cedertræer, hvor vi passerer Ifrane, hvor et af Marokkos fremmeste universiteter ligger, ser floder og berbiske landsbyer, og krydser Mellem Atlas ved Azrou, hvor vi måske kan møde aber i cedertræsskovene. Herfra fortsætter vi videre sydpå via Midelt, Ziz dalen med dens spændende klippeformationer og daddelpalmer, Errachidia og Erfoud. En flot tur med vekslende landskaber, som giver et godt indtryk af Marokkos natur. Vi indkvarteres i Hassilibed/Merzouga på et ørkenhotel. Alt efter temperaturen, får vi serveret aftensmaden i et berbertelt med stjernerne som den smukkeste loftsdekoration.

 

Overnatning: Auberge du Sud

 

Dag 4 – Todrakløften og byplanlægning

Vi står tidligt op, for at opleve den opgående sols fantastiske spil i ørkenens orange sand. Har man lyst, kan man foretage en lille tur ind i selve ørkenen på kamelryg. Efter kamelturen spiser vi morgenmad og kører derefter via Erfoud mod Tinghir og Todrakløften (4 timer). Vi stopper og spiser frokost undervejs. Todrakløften har klipper op i 300 meters højde, der står så tæt, at man skal lægge nakken tilbage for at se himlen. Vi overnatter på Dar Ayour – Månehuset. Der vil blive mulighed for oasevandring, hvor vi se masser af kasbaher, den gamle byggestil i adobe og en samtale med en byplanlægger fra Tinghir, der for få år siden blev provindhovedstad i området. Der er sket en decentralisering af lokaladministrationen efter krisen, hvor mange kom hjem fra Europa og manglede arbejde. Derefter skulle der bygges en del rådhuse, veje mm., hvilket har været med til at beskæftige de hjemvendte.

 

Overnatning: Dar Ayour

 

Dag 5 – Besøg på gymnasium og overnatning hos familier

Vi kører mod den lille landsby, Ifri, hvor jeres dansktalende guide bor, via Boumalne Dades. Her skal vi besøge et gymnasium og indkvarteringen vil foregå hos lokale familier og i guiden, Ellen Chakirs, bed & breakfast, Taddart-n-tamount. Ellen har boet i Marokko i 10 år. Der vil blive tid til en gåtur i markerne ned til floden om eftermiddagen.

 

Overnatning: Hos lokale

Dag 6 – Nomader i højlandet

Vi skal tidligt op og ud at vandre i højlandet i Jbel Saghro, hvor vi skal overnatte hos nomaderne og opleve deres urgamle livsstil. Vi har egne telte og mad med, men I bedes medbringe egen sovepose og liggeunderlag. Brugt tøj modtages med glæde af de nøjsomme nomader, der gerne fortæller om deres liv og inddrager jer i at hente dyr og fodre dem og måske i brødbagningen. Her er IKKE tale om ”turistnomader”, men om de oprindelige nomader, som der kun er ca. 3000 tilbage af i Marokko. Læs eventuelt Jørgen Dragsdahls artikel på POV international: http://pov.international/sidste-udkald-besog-hos-bibelens-nomader/

 

Overnatning: I telt

Dag 7 - Ouarzazate                                                                         

Vi spiser morgenmad hos nomaderne og vandrer tilbage til Ifri, hvor der er mulighed for at få sig et bad og skylle den røgede lugt fra nomadernes lejr af sig i Taddart n tamount. Herefter samles vi til en snak om marokkansk politik og det berbiske spørgsmål. Vi kører videre mod film- og solbyen, Ouarzazate, ad de 1000 kasbahers rute. I Ouarzazate besøger vi den gamle kasbah, Taorirte, hvor Glaouien regerede og levede med sine tjenere og familie. Den var i 1930’erne nok Marokkos største kasbah. Vi besøger filmmuseet og –studierne, hvor Gladiator, Jesus af Nazareth og Arn-filmene blandt andet er optaget. Hvis der bliver mulighed for det, besøger vi verdens største solcelleanlæg, der skal levere 60 % af Marokkos strøm. Kan det lade sig gøre, må et af de andre punkter i programmet i Ouarzazate vige af hensyn til tiden. Derefter kører vi mod den UNESCO-certificerede landsby, Ait Benhaddou, hvor vi skal bo på La Rose du Sable.

 

Overnatning: Le Rose de Sable

Dag 8 - Ait Benhaddou og Marrakesh

Vi bruger morgenen på en vandring i Ait Benhaddous kringlede gyder, hvor malere og kunsthåndværkere har deres boder. Byen er, som oprindeligt, uden el og indlagt vand. Derefter kører vi mod Marrakech (5 timer), hvor vi krydser Høje atlas i Tizi n Tishka passet i 2.260 meters højde. Vi indkvarterer os på et centralt beliggende hotel, Riad & Spa Bahia Salam og tager en kort orienterende byvandring i Marrakech omkring hotellet, Jemaa el Fna og det jødiske marked.

 

Overnatning: Riad & Spa Bahia Salam

Dag 9 - Marrakesh

Byvandring i soukerne og besøg I det vidunderligt restaurerede Palais Bahia, derefter frokost iRestaurant Amal, en non-profit restaurant, hvor kvinder, der er ”kommet galt afsted” kan lære restaurant- og hoteldrift. Vi slutter dagen af med besøg i den gamle koranskole, Medersa Ben Yousef og Marrakesh bymuseum, hvor man kan købe et glas myntete og en af de fine gazellehornskager i caféen. Herefter tid til selv at slentre tilbage mod hotellet gennem souken, eller evt. tage en tur ud til Jardin Majorelle, Yves Saint Laurents hus og have i den moderne bydel, Gueliz. Det er en god ide at anskaffe sig et godt kort over Marrakech’s medina før afrejsen fra København.

 

Overnatning: Riad & Spa Bahia Salam

 

Dag 10 - Hjemrejse

Fly til København (Royal Air Maroc via Casablanca 10.05-17.25 – igen forudsat at flytiderne ikke har ændret sig fra 2017).

 

Foto: Lukasz Janyst