Vi vil det hele, på den halve tid

Nyhed oprettet den 26. august 2015

Når jeg skriver disse ord, er jeg snublende tæt på at være færdig med de fire år, det tager at, - forhå- bentligt, blive ordentligt rustet til at komme ud i mit virke som folkeskolelærer. Jeg kan se tilbage på fire år hvor, størstedelen af min tid er blevet brugt på min uddannelsesinstitution. Her tilbydes der – selvfølgelig – undervisning med fagligt velfunderede undervisere, men derudover også oplæg og foredrag, workshops, sociale arrangementer, alt sammen med direkte eller indirekte tilknytning til vores kommende praksis. Alt sammen gratis.

Derfor undrer jeg mig også, når jeg kigger rundt til fremmødet til de respektive ting. Jo, workshops og oplæg skal da helst appellere til ens interessesfære for at have en vis tiltrækningskraft. Men når det kommer til undervisningen – altså grundlaget for hele uddannelsen - så må man altså også der kigge langt efter sine medstuderende. Jeg er klar over, jeg ikke kan tale på vegne af samtlige årgange, linjefag og studerende, men blot referere til mine egne erfaringer og give et øjebliksbillede på, hvordan jeg oplever og har oplevet min studietid. 

Som sagt så undrer jeg mig. Hvor er mine medstuderende henne? Lad os starte fra begyndelsen. Det første år med mødepligt og en konsekvens for udeblivelse, når procentdelen var højere end tyve procent, var konsekvensen, at der skulle skrives en såkaldt reparationsopgave mv. Ikke en kæmpe byrde, men det var trods alt motivation til ikke at gå glip af undervisningen. Men vi er dog voksne mennesker ikke sandt? Vi behøver ikke en afkrydsning, og da vel slet ikke en konsekvens for ikke at møde op. Det er jo en voksenuddannelse, og ordene ’ansvar for egen læring’ står uskrevne på smartboardet. 

Fjernt fra første årgangs afkrydsningslister sidder jeg nu tre år senere i et halvtomt klasseværelse og må ofte spejde langt efter mine sparrings- og samarbejdspartnere. Egentligt burde jeg være glad, da det åbner op for mere individuel tid med underviseren, mere intensive undervisningsforløb og nærmest udelukkende tilstedeværelse af de mest motiverede studerende. 

I stedet for at glædes ærgrer jeg mig. For det første er et halvtomt klasseværelse ikke den største motivation for en i forvejen presset underviser med sparekniven for struben. Derudover kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der er noget spildt potentiale til undervisningen, da det kan være svært at skabe et dynamisk klasseværelse med plads til refleksion og gode diskussioner, når vi er få, der er tilstede. Det er demotiverende at møde op velvidende, at en stor del af mine medstuderende allerede er i fuld sving med deres fuldtidsjob i klasseværelser i Holbæk, Høje Taastrup eller på Østerbro. For det er der, de er, størstedelen. 

Det tvinger mig derfor til at stille endnu et spørgsmål: Hvor lærer man mest - ude i klasseværelserne, foran børnene eller inde på læreruddannelsen sammen med mine medstuderende? Det er der garanteret delte meninger om, og jeg kan da også kun redegøre for min egen. Jeg håber og tror på, at denne uddannelse med dens indlagte praktikker forbereder os fuldt ud på livet i folkeskolen. Det er en af de få uddannelser, der rent faktisk har en praksisdimension, og vi skal da være glade for, at vi overhovedet kommer ud i klasseværelserne på den måde. I mange lande kommer praksiskvalificeringen først efter, man har læst sine fag. 

Jeg forstår dog godt, at der kan være et økonomisk incitament . Velsagtens giver praksis ligesom med alle andre uddannelser, højest sandsynligt et plus på CV’et, hvis man kan fremvise en masse praktisk erfaring til sin kommende arbejdsgiver. I det hele taget skal man vel bare respektere, at de er så ivrige efter at komme i gang med deres drømmejob, og det er vel godt for dem, at de får deres praksiserfaring. Det er da også en kæmpe cadeau til dem, at de har været i stand til at lande en lærerstilling, allerede inden beviset er hængt op på væggen derhjemme.

Men – fordi for mig er der et men. Et stort men. Noget der ligger mig på sinde, og noget af det, som for mig står centralt i den måde, vi tænker skole på Fagudvalgets klumme Af: Jon Bøje Hansen 53 GEOGRAFFORBUNDET // Fagudvalgets klumme lige nu. Hvorfor fordyber de sig ikke i uddannelsen, - i det der er et fuldtidsstudie, og det, som måske er den sidste mulighed for at kunne dykke ned i og afdække alle de lag, et fag består af, og som kan være med til at lægge grundstenene i deres faglige fundament. 

Man kan diskutere om den læreruddannelse, jeg har brugt mine sidste fire år på, stiller for få krav til os som studerende, eller om underviserne ikke formår at drage løsgængerne ind i undervisningen. Og med et timeantal på 9-12 timer om ugen kan studiet meget vel gå hen og blive en sovepude og blot et sidste stop på vejen, inden vi har fået det eksamensbevis, der kvalificerer vores kompetencer. Altså, set i det perspektiv, kan jeg godt forstå dem, som vælger studiet som anden prioritet. Det har måske altid været på den måde, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at tænke på det, vi kalder for ’konkurrencestat’. Efter min mening passer det i hvert fald til den mentalitet. Vi er knap nok ude af en institution, inden vi er i gang med at tænke på, hvad næste skridt er.

Men hvem bliver taberen? Mig – som har valgt at vende hver en faglig sten, og som på dagen efter eksamen står uden job, eller mine medstuderende, som ikke stoppede op og for at finde og forstå meningen med lærergerningen, før de står i den? Der er ingen tvivl om, at vi da nok begge skal finde en mening med det, men på hvilken bekostning?

Efter min mening kunne de reelle tabere meget vel blive vores kommende generationer. For hvordan kan en lærer, der ikke fordyber sig, kunne skabe en nysgerrighed – en lyst til at vide mere – en interesse for, hvordan tingene hænger sammen - hvis deres lærer ikke selv har gjort det?

Det er måske bare tidens tern, - det med, at man ikke stopper op, sætter sig ned og nyder at koncentrere sig om en ting uden at skulle tænke på, hvordan kan jeg sørge bedst muligt for at opnå min egen succes? Men hvis vi ikke på læreruddannelsen fordyber os, og prøver at hjælpe hinanden med at finde på nye kreative og innovative måder at tænke undervisning på, bliver det, desværre, efter min mening en meget unuanceret flok lærere der udklækkes her til sommer. Og det er der måske ikke noget negativt i, da – med frygt for at generalisere – folkeskolen ikke lige umiddelbart fordrer det at tænke ud af boksen i disse målbare tider.