Ny regering – nye navne

Nyhed oprettet den 24. november 2011

Den 3. oktober 2011 fik vi en ny regering og dermed også en ny minister for børn og undervisning. Det første signal om nye tider lå i navneskiftet. Undervisningsministeriet var tilsyneladende ikke helt dækkende nok mere. Det gamle navn vil dog formodentlig leve som navn i folkemunde lang tid endnu. Vores nye minister blev Christine Antorini, der på mange måder er anderledes i forhold til tidligere tiders undervisningsministre. Dels er Christine Antorini kvinde – dem har vi ikke set så mange af på den post – og dels er hun forholdsvis ung. Hun udspringer af en socialistisk tradition med en fortid i SF. Hun har gennem tiden arbejdet i hverv, der har krævet gode kommunikative færdigheder. Hun er måske den minister med den mest tydelige retorik vi endnu har haft på den post. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor mærkbart skiftet bliver for undervisningsverdenen. Denne verden er altid udsat for nytænkning. Ofte kan man høre undervisere, der sukker efter ”bare at få lidt fred og ro”. Ønsket er  forståeligt nok, men ligger det ikke i fagets natur at være under stadig forandring? Hvad enten vi befinder os på folkeskole-, gymnasie- eller universitetsniveau.

Hvad er ellers nyt?

Regeringen understreger i deres grundlag, at muligheden for gratis uddannelse skal bevares, bl.a. for at styrke Danmarks evne til at producere mennesker, der evner at være aktive borgere i et levende demokrati i en globaliseret verden. Christine Antorini udtrykker ønske om en folkeskolereform, der skabes i dialog med lærere og forældre. I den forbindelse indbyder regeringen alle partier til forhandlinger om ”en ny start for folkeskolen”, hvor ideologiske mærkesager viger for gensidig respekt, og hvor skolens interessenter arbejder sammen. Ønsket er, at den enkelte elev kan udvikle sine potentialer bedst muligt i et velfungerende fællesskab. Målet er en bedre folkeskole, der giver alle børn mulighed for at lære så meget som muligt og få et højere fagligt udbytte af undervisningen, og giver børnene lyst til og forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Succeskriteriet er, at 95 % gennemfører en ungdomsuddannelse, 60 % en videregående og 25 % en lang videregående uddannelse. Samtidig vil regeringen styrke erhvervsuddannelserne.

Hvordan?

Alle disse mål og ønsker kan man næsten ikke vælge ikke at bakke op. Målene er ikke markant politiske, og der lægges fx ikke afgørende afstand til de nationale test, der ellers diskuteres ivrigt i og omkring folkeskolen. Under kravene til den ovenfor nævnte reform, står der at reformen skal sikre, at folkeskolens lærere underviser i fag, hvor de har kompetence svarende til linjefag. Man får næsten lyst til at råbe hurra. Men også kun næsten. For hvad betyder ”svarende til linjefag”? Er det et kompetencegivende kursus? Er det, at man har undervist i et givet fag i en given årrække? Eller er det, at man engang har haft et abonnement på ”Illustreret videnskab” og derfor nu er kompetent til at undervise i såvel geografi som fysik/kemi? Man kunne  ønske at dette vil være noget af det første, som de deltagende parter i folkeskolereformen vil gøre det helt umuligt at fortolke på!

For de videregående uddannelsers vedkommende vil regeringen undersøge, om det er muligt og forsvarligt at tilrettelægge uddannelserne anderledes, så de kan gennemføres på kortere tid - fx ved kortere ferie og overgang fra to til tre årlige semestre. Uanset hvordan uddannelserne tilrettelægges, skal niveauet på den enkelte uddannelse fastholdes eller højnes. Her kunne det igen være  ønskeligt at få en klar udmelding om, hvordan man ønsker at fastholde eller højne niveauet.

Innovationskapacitet

Det måske mest værdiladede ord i regeringens grundlag er innovation. Ved opslag på wikipedia.org kan man bl.a. læse at innovation kan forstås som aktiviteter, der på grundlag af ny viden, udvikler nye muligheder, der ved udnyttelsen genererer en merværdi. En høj innovationskapacitet handler om, at virksomhederne får de bedste rammer til at udnytte fremtidens kilder til innovation. Det kræver, i følge regeringens grundlag, at uddannelsessystemet forstår og reagerer på kravene til fremtidens arbejdskraft. At universiteter og andre vidensinstitutioner åbner sig og deltager i fremtidens globale innovationsnetværk. Denne åbning og deltagelse kan måske blive geografifagets redning efter en årrække med besparelser og nedskæringer på området. Kulturgeografien har levet en stedmoderlig tilværelse især på gymnasierne. Nu vejrer vi morgenluft og mulighed for at ”sprede geografiens glade budskab” på alle niveauer igen. Og så ser vi ellers frem til, at forhandlingerne om den nye folkeskole kommer i gang, sådan at vi kan få et mere konkret billede af, hvad der venter os. Hvad der besluttes for folkeskolen, er jo også afgørende for ungdoms- og de videregående uddannelser.

Kilder
www.wikipedia.org
Regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen”