Kan det nu passe? - Om den nye gymnasiereform & når nutidens børn og unge og den nye skolereform tørner sammen?

Nyhed oprettet den 01. juli 2015

KAN DET NU PASSE?

At de naturvidenskabelige fag i gymnasiet styrkes af regeringens udspil ”Gymnasier til fremtiden”

Regeringen har meldt ud, at udspillet skal styrke naturvidenskab i det almene gymnasie og fremme søgningen til videregående uddannelser inden for naturvidenskab, teknik og sundhedsvidenskab. I tabellen herunder er regeringens forslag til timer i obligatorisk naturvidenskab på C-niveau sammenlignet med det nuværende niveau for 2005 reformen. Er det en styrkelse af naturvidenskab? Bedøm selv.
   Hvis regeringen og Folketinget ønsker, at flere unge søger videre på naturvidenskabelige, tekniske og sundhedsvidenskabelige uddannelser, så skal vi sikre at flere unge tvivlere opdager, hvor spændende naturvidenskab er. Den rekruttering er naturgeografi og biologi velegnet til, da netop de fag tager udgangspunkt i og inddrager elevernes verden. I deres krop, i naturen, landskabet og byen omkring dem, i samfundets energiforsyning, fødevareproduktion og råstoffer, i vejret og hvordan vi tilpasser samfundet til fremtidens klima.

  Elever som i forvejen er begejstret for naturvidenskab, er ofte gode til fysik og kemi, mens elever som er nysgerrige, men i tvivl, bliver motiveret af naturgeografi og biologi. Så ønsker vi, at flere gymnasieelever får mere naturvidenskab og søger ind på relaterede videregående uddannelser, så er det her, der skal sættes ind. Det er en misforståelse at tro man kan tiltrække flere elever til naturvidenskab ved at gøre kemi obligatorisk på C-niveau på bekostning af naturgeografi og biologi. Derfor bør der satses anderledes.


Af: Christian B. Skipper Bestyrelsesmedlem i Geografilærerforeningen for gymnasiet og HF

NÅR NUTIDENS BØRN OG UNGE OG DEN NYE SKOLEREFORM TØRNER SAMMEN

Om de børn og unge, der møder skolens undervisning, nye Fælles Mål og ikke mindst samfundets høje forventninger til udbyttet.

Hvad er det for nogen børn og unge, der møder skolens undervisning, nye Fælles Mål og ikke mindst samfundets høje forventninger til deres udbytte samt deltagelse i konkurrencestaten? Eller sagt med andre ord; hvad er det for nogle børn og unge, nutidsforældrene afleverer til skolens undervisning? Er det børn, der er mere støjende, mere selvoptagede, mere usikre, og som har svært ved at tie stille eller lytte til andre, fordi de hele tiden synes, at netop de skal være på. Er det den slags børn, forældrene afleverer i skolen? Det er der noget, der tyder på, hvis man skal tro de kritiske røster, der i de senere år i stigende grad ytrer sig om forældrerollen.

Forældreopdragelse i konkurrencestaten
   Det sker sjældent i den offentlige debat, det sker ikke tit i forældrekredse, og det sker slet ikke i det politiske system eller i de politiske partier, at man ta´r fat på debatten om forældrenes rolle som opdragere, og som dem, der er vigtigst i børnenes dannelse. Hvornår har du, gode læser sidst deltaget i en diskussion om opdragelse? Alene ordet opdragelse signalerer ikke så lidt af fortid og gamle dage. 
  Og så dog alligevel. I den senere tid kan man støde på indlæg i medierne, de skrevne, der fokuserer på opdragerrollen, indlæg, der i de senere år er blevet hyppigere, men først og fremmest mere enslydende. Men hvor er det parti, der tør sætte fokus på en af tidens måske allerstørste kriser.
  Nej, ikke den økonomiske krise, ikke energikrisen, ikke miljøkrisen eller finans-krisen , men opdragerkrisen eller rettere forældreopdragerkrisen. Mange familier, som institution, er ved at gå i opløsning, mange forældre har svært ved og er usikre overfor opdragerrollen og mange børn forbliver ”uopdragede”. Jeg kom selv som lærer, for en del år siden, til at anvende betegnelsen ”uopdragede” om en forsamling forældres børn, som jeg skulle undervise. Det skulle jeg aldrig have gjort. Forældrene troede, at jeg havde talt om, at deres børn var uopdragne. Men det gjorde jeg slet ikke, og der er i øvrigt stor forskel på de to begreber. Siden har jeg erkendt at ”uopdragede” er en konstruktion, som jeg opfandt til lejligheden. Så forældrene var til dels i deres gode ret til at misforstå mig.
  Det er vel familien/forældrene, der skal drage omsorg for, at deres børn er, om ikke velklædt så, klædt fornuftigt på til det samfund, de er født til og skal vokse op i.
  Jeg hørte forleden en ung mor sige, at man har taget alle sanktioner fra os forældre, den eneste, vi har tilbage er at inddrage børnenes IPad – for en stund skal forstås, for ellers vil de protestere vildt! Det samme gælder lærerne i skolerne, de har heller ikke mange sanktioner at gøre godt med overfor eleverne.
  Ifølge historikeren Henrik Jensen har vi tabt flere generationer af børn og unge på gulvet ved at vænne dem til at se familien som en personlig bekvemmelighed med eget tjenerskab. Endvidere mener han, at institutionen familien er ved at gå i opløsning, hvilket er fatalt for vores samfund, da det er her vi dannes som mennesker og medborgere. Familien er ifølge Henrik Jensen blevet en svag institution, der ikke lever op til karakterdannende institution. Børn opdrages til små egoister. Forældrene har glemt/fornægtet, at der findes et fremragende opdragelsesredskab i ”fordi jeg siger det-metoden”. 
  Forældrene tør ikke længere sige tingene med vægt, som om de mente dem. Mange forældre er alt for eftergivende og abdicerer på forældrerollen, og det giver nogle selvoptagne børn, der ikke kan begå sig i familierne og i skolerne. Sådan lyder det fra børnepsykologen John Halse, der endvidere mener, at mange børn er gået hen og blevet en slags ”sleeping partner” i familien, uden opgaver og pligter og vi har fået børn, der bliver serviceret hele tiden.

  Den svenske psykiater David Eberhard har tidligere på året udgivet en bog med titlen, ”Hur barnen tog makten”. Heri skriver han, om hvordan svenske børn har udviklet sig til at være ”små tyranner”, fordi for- ældrene betragter dem som kompetente nok til selv at vide, hvornår de skal i seng, og hvad de vil spise. Ikke kun i Sverige vakte bogen opsigt, men tillige så langt væk som Kina og Brasilien. Dette skal ses i lyset af, at netop Sverige tidligere har fremstået som det pædagogiske foregangsland.

  ”De antiautoritæres antiautoritære børn har så at sige fået dobbelt dosis. I deres generation har der, modsat tidligere, ikke været nogen autoritet at gøre oprør imod. Alt er tilladt, og de overlades ansvaret for deres egen opdragelse. Hvordan kan de så gøre oprør på andre måder end at vende det indad og blive ulykkelige,” siger David Eberhard. Han henviser bl.a. til en undersøgelse, der viser, at svenske børn som 11-årige er de lykkeligste i verden, mens de som 15-årige er de mindst lykkelige.

  Unge er i dag mindre glade for livet og mere stressede end tidligere generationer, selvom deres valgfrihed aldrig har været større. De er opdraget til at være selvansvarlige, men er det også med til at gøre dem uansvarlige og ude af stand til at håndtere samfundskriser? Og er forældregenerationen overhovedet i stand til at være autoriteter i en foranderlig verden? Alt dette behandles og diskuteres, i en artikelserie med titlen Opdragelse i konkurrencestaten, i dagbladet Information i oktober og november 2014.

   Konkurrencestaten ”Konkurrencen mellem landene og deres virksomheder er tiltaget i lyset af europæisering og globalisering. Uddannelse er blevet et helt centralt konkurrenceparameter, forstået på den måde at landene nu konkurrerer på deres arbejdskrafts kompetencer. Derfor er kravet til ungdomsårgangene om højere kompetencer og konstant foranderlige kompetencer trådt ind i den politiske verden” siger Ove Kaj Pedersen, professor ved Copenhagen Business School. Set i dette lys er skolen lige nu ved at implementere nye Fælles Mål i alle skolens fag. Det har der været sagt og skrevet meget om i 2014, og denne faglige debat vil helt sikkert fortsætte i lang tid endnu. 

    Men det er alene en faglig debat om hvordan skolen, lederne og lærerne i det daglige skal håndtere den vanskelige kunst, at omstille sig til alle de nye mål i den nye skolereform. Der stilles mange nye krav til ledere, lærere og pædagoger dvs. til alle dem, der skal føre reformen ud i livet. Men så vidt jeg har forstået den nye skolereform, stilles der ikke tilsvarende nye krav til modtagergruppen, til alle de mange børn og unge, der skal undervises på en nye måde. Det mener jeg godt kunne give anledning til mere end almindelig undren!! Ikke mindst, når man tager ovenstående beskrivelser af problematisk opdragelse in mente. Man kan ikke forlange af de danske lærere, at de skal kunne indfri de ofte tårnhøje forventninger, der stilles til dem fra samfundet og hermed tillige fra forældrene, hvis de samme forældre, en stor del af dem, ikke formår at vise sig som autoriteter overfor deres egne børn. Eller sagt med andre ord forældre, der har forsømt at fortælle/vise deres børn og unge, hvordan de skal omgås andre børn og andre voksne, så der er ”plads” til alle i skolen.

   Hvem mon tør tage hul på den debat om forældres rolle i forhold til skolen og den nye skolereform?

Kilder:
Familiens krise er større end finanskrisen, artikel i Politiken 14. juli 2014.
Forældre er alt for eftergivende, artikel i Politiken 29. november 2014.
Hvornår holdt autoritet op med at være et fyord, artikel i serien Opdragelse i konkurrencestaten, i Information oktober og november 2014.
Pedersen, O. K., i artiklen Samfundsændringer har gjort en succesfuld skole til fiasko, i folkeskolen 14/2014.

Af Henning Lehmann