I den løbende skoledebat og især debatten forud for en ny skolereforms gennemførelse, savner jeg en drøftelse af et særdeles væsentligt spørgsmål, nemlig debatten om det gode læringsmiljø og herunder en debat om hvordan man lærer børn og unge noget, de ikke kan eller kender til i forvejen. Tsunamier af reformbølger har i snart mange år i en lind strøm skyllet ind over det danske skolesystem. Og nu igen træder en ny skolereform i kraft i det kommende skoleår. Alt sammen har til hensigt, må man formode, at forbedre skolen og dermed undervisningen i den. Men hvor blev debatten om det gode læringsmiljø af? Og kan børn udvikle sig og opnå læring uden konstant pædagogisk tæmning, sådan som det fx kan forekomme i udeskolen eller ved børns leg? Sådanne spørgsmål er slet ikke italesat i forbindelse med den nye skolereform. Eller sagt med andre ord, en debat om det gode læringsmiljø har været helt fraværende. Det skal denne klumme forsøge at råde bod på.

Det gode læringsmiljø

Ikke kun i naturfag men i stort set alle fag kan følgende fire læringstemaer give god mening og læring:

• At kunne
• At opleve
• At nyde 
• At forstå

Fx når et natursyn skal formidles, men tillige i mange andre undervisningssammenhænge, har jeg fundet stor anvisningskraft i disse fire læringstemaer, som jeg samtidig vil betegne som det gode læringsmiljø.

At kunne – handler om at blive god til alt muligt, til at klatre og hoppe ned, til at lege, spille bold osv. Med andre ord handler det om at opnå og finjustere kompetencer såvel de kropslige som de sansemæssige, de sociale og de intellektuelle. Børn opnår kompetencer og derved kompetenceglæde ved at udforske verden i bred forstand og ikke mindst ved at afprøve sig selv i den.

At opleve – handler om at opsøge og afprøve det spændende og opleve gyset og skrækken helt tæt på den grænse, man har mod til. Og det handler om at grine, oplevelser af det forgrinte med tårer i øjnene. Når kroppen er sat i spil, oplever vi os selv mest.

At nyde – handler om lysten efter sanseoplevelser, om sanselig og kropslig oplevelse. Sanseoplevelser, virtuelt, auditivt og kropslig, med vuggen hos det spæde barn og rytmer i dansen og musikken hos de større børn. Det tilsammen giver en stemthed i det indre og en åbenhed for indtryk udefra.

At forstå – handler dels at få mening og opleve sammenhæng i erfaringer og at opleve meningsfuld handling. Det handler tillige om at forstå vor væren-til-i-verden, hvorfor vi er her, hvad er godt og hvad er ondt, religiøsitet, etik og moral.

Efter denne min frie gengivelse af Mogens Hansens fire læringstemaer, vil jeg citere hans egen konklusion desangående. Her peger han netop på det væsentlige; nemlig at tilegne sig oplevelser og erfaringer samt betydningen heraf for børn og unge, men tillige også under hvilke omstændigheder disse fire læringstemaer -rum er anvendelige.

Citat: ”Erfaringer og oplevelser i de fire læringsrum fører til livsglæde og vitalitetsfølelse både psykisk og i kroppen. Man kan opleve eufori både ved at opleve mening og ved at løbe. Det at fungere giver altid både et psykisk og kropsligt gensvar. Børn går imidlertid kun på jagt efter erfaringer i de fire læringsrum, hvis deres liv er – nogenlunde – i orden. Hvis de har og føler tilknytninger til deres nære voksne og, hvis de kommer til at indgå i kommunikative og sociale fællesskaber, hvor de føler, de hører til”. (M. Hansen)

 Den samlede fagkreds´ ansvar

Den samlede fagkreds, der er beskrevet for folkeskolen, har tilsammen til formål at sikre elevernes alsidige udvikling. Men der er fag, som først og fremmest sigter mod, at eleverne erhverver en forståelse af den omgivende verdens natur- og kulturforhold. Til denne gruppe hører bl.a. geografi og biologi. Når jeg nævner dette, er det ud fra ideen om, at alle fag bør have som opgave funktionelt at udvikle elevernes sprog og begreber således at forståelsen for det, der foregår, udtrykkes så præcist som muligt.

Det gode læringsmiljø giver således mulighed for oplevelser af forskellig karakter, som det er værd at udtrykke sig om, og det giver rum til at skabe fælles forståelse for det, der foregår, så naturfaglige begreber, når det drejer sig om naturfag, der har almengyldighed, udvikles og operationaliseres.

Den rette medicin

Holddeling, projektorienteret undervisning, tolærerordninger, og ikke mindst    nye undervisningsformer med afsæt fx i  læringsstile, itbaseret undervisning, undervisningsdifferentiering og meget andet – der er hele tiden en lang række bud på, hvordan indlæringen kan forbedres i den danske skole og der er hele tiden stærkt engagerede ildsjæle/guruer, der står parat til at præsentere nye  undervisningsformer for den ofte måbende lærerstand.  Om holddeling har Københavns overborgmester Frank Jensen netop udtalt til Politiken, den 21. januar 2014: ”Vi har svigtet”. ”Både de bedste og de dårligste elever har betalt for en forfejlet skolepolitik – derfor skal vi have mere holddannelse”. Derudover er det også nødvendigt at nævne begrebet undervisningsdifferentiering. Det er for mig at se det mest misbrugte og –handlede pædagogiske begreb i nyere tids skoledebat, måske nogensinde. Forståelsen af begrebet eller rettere sagt den manglende forståelse heraf forekommer først og fremmest blandt de skolepolitiske beslutningstagere. De opfatter det ofte som en slags pædagogisk medicin. Så hvis man havde ondt i resultaterne på den enkelte skole, skulle man blot ordinere denne medicin og hvis man havde meget ondt, skulle man blot ordinere mere. Med dette vidundermiddel skulle samtlige skoler kunne rumme så godt som alle elever. Undervisningsdifferentiering har således været betragtet som løsningen på mange undervisningsproblemer blandt politikere og andre med ringe eller ingen indsigt i det at undervise.

Ovennævnte er eksempler på hvad der hele tiden popper op på den pædagogiske arena og udråbes som den rette ”medicin” til at forbedre undervisningen. Men de er alle karakteriseret af at være her-og –nu værktøjer, der ved en effektiv indsats hurtigt vil forandre, læs forbedre, undervisningen og dermed indlæringen i skolerne, hvilket er temmelig tvivlsomt.

Børn søger frirum

To af Tysklands pædagogiske stemmer gør i en ny bog os opmærksom på, hvad mange af os desværre overser, når vi taler om børns erfaringer, læring og det gode læringsmiljø, nemlig at naturen som en stor og ustruktureret legeplads bør spille en nøglerolle i børns udvikling. Og læring vil jeg tilføje. Det drejer sig om den tyske udviklingsforsker Herbert Renz-Polster, der sammen med den toneangivende hjerneforsker og pædagogiske debattør Gerald Hüther netop har udgivet bogen ”Wie Kinder heute wachsen – Natur als Entwicklungsraum!”

De mener, at børn i dag i høj grad er pædagogisk tæmmet, lyder det anklagende fra de to forfattere. Udover sin forskning er Herbert Renz-Polster børnelæge og forfatter til debatbøger om opdragelse og pædagogik.

De medgår, at det område, som børn bevæger sig rundt i uden voksne, er blevet langt mindre i løbet af den sidste generation. Men de hævder, at børn søger frirum, der ikke er struktureret af voksne med læring for øje. Og selv om disse frirum er blevet mindre er de særdeles vigtige, for der er en række grundkompetencer, der ikke kan formidles målrettet pædagogisk. De skal indleves i samvær og leg med andre børn. Naturen i mere snæver betydning – i skoven, på stranden eller ved bækken – byder på alle muligheder for dette, mener de to forskere. Børn oplever stolthed over at overvinde sig selv – de opnår ”maksimal læringseffekt for deres udviklingsniveau”. Og det er altafgørende, for kernen i al læring består ifølge forfatterene i at føle sig i øjenhøjde med sine udfordringer – at beherske en teknik eller et videns felt så godt, at man af sig selv tager hul på nye udfordringer.   Men samtidig med, at vi holder vore børn i stadig kortere snor hylder vi børnebøger og –film med vild natur og børn i denne verden, ligesom vi sværmer om vores egen barndom, hvor vi kunne drøne ud i skoven og lege vildt og ubekymret. De mener, at vi har udviklet et paradoksalt forhold til naturen. ”Men hvis man ser børn af i dag, søger de stadig frirum, hvor voksne ikke har en plan med dem”, siger Herbert Renz-Polster.

Derfor står naturen som lærings- og udviklingsrum i den nye bog. ”Vi taler ikke kun om naturen som ”ud i det blå” – og slet ikke om en romantiseret Bulderby-natur” siger de to forskere. ”Det kan sagtens være i parker, i boligområder eller endda indendørs” For, som de siger, det vigtigste er, at der er tale om områder/rum, der lægger op til selvorganisering, dvs. steder, hvor børnene sætter deres egne mål og skaber legen efter deres egen plan jf. de tidligere nævnte fire læringstemaer. Meget sigende nævner de, at børn konstant skaber læringsbroer imellem sig.

Det er ikke overraskende, at de tyske forskere tillige fremsætter begrundelser for børns voksenstyrede hverdag. De mener ligefrem, at der er stærke økonomiske kræfter bag styringen af børns leg. ”Industriforbund og globale spillere får stadig større indflydelse på definitionen af pædagogiske mål, hvor de kognitive  og målbare evner står i centrum. Pædagogerne, der ellers sidder med børnene til daglig, får udstukket didaktiske principper, der er formuleret på et abstrakt akademisk niveau. Her handler det om børnenes senere funktion i samfundsøkonomien, ” lyder fra Herbert Renz-Polster.

Denne vigtige diskussion af de her nævnte fri- og læringsrum har vi stadig i meget høj grad til gode, når vi skal svare på denne klummes titel. 

Henning Lehmann

Formand for Fagudvalget     

Kilder:

Hansen, M. (2003) Kolbøtter, kundskaber og magi; i Børn og Natur – hvorfor og hvordan? Christensen, J.L. mfl. (Red.)

Anmeldelse af bogen: ”Wie Kinder heute wachen – Natur als Entwicklungsraum” i Kristeligt Dagblad den 2. november 2013.