Hvor er vi på vej hen?

Nyhed oprettet den 05. august 2020

Hvilke kompetencer og værdier er det, undervisningen skal stræbe efter i den danske folkeskole?

Jeg kan til tider blive i tvivl, når jeg læser de mange artikler og debatter omhandlende højere og større faglighed med fokus på resultater og færdigheder, ny læreruddannelse – ny folkeskole og test i alle afskygninger. Hvem har definitionsmagten, når det fastlægges, hvilke parametre vi måler den gode undervisning ud fra?

 

Globalisering

Med globaliseringen stilles det danske samfund overfor nye udfordringer, der stiller krav til nytænkning og vækst på det nationale som globale marked. Dette sætter lys på folkeskolens funktion som dannelses- og læringsinstitution, hvor forvaltning af viden er central, og hvor eleverne rustes til at indgå i omverdenen. Viden er den ”nye” ressource, der investeres i og som danner grobund for fremtidens arbejdsplader og samfundsudvikling. Vi kalder det videnssamfundet, hvor buzzwords som innovation og kreativitet vinder frem i den pædagogiske og didaktiske tænkning.

Med det tidligere industrisamfund lå den økonomiske vækst og værdi i produktivitet. At producere varer og levere tjenesteydelser så billigt og effektivt som muligt. Men med globaliseringen og den nye teknologi er produktionen flyttet til andre lande, hvor omkostningerne er lavere. For at skabe vækst og velfærd satser videnssamfundet således på innovation, kreativitet og viden som økonomisk værdi. Dette er en realitet, der er nødt til at blive taget i betragtning, når vi overvejer, hvad folkeskolen skal ruste eleverne til. Når vi overvejer, hvilke mål og midler vi rammesætter undervisningen ud fra, og hvilke kompetencer undervisningen skal udvikle hos eleverne. Hvad den skal danne mod på længere sigt?

 

For hvilke kompetencer skal eleverne være i besiddelse af for at kunne navigere og agere i forhold til de mange krav og udfordringer som individet stilles overfor i videnssamfundet?

 

Individet/eleven som verdensborger

Peter Kemp, professor ved Aarhus Universitet, taler om verdensborgeren som et pædagogisk ideal. Verdensborgeren er det individ, der indgår aktivt i det globale fællesskab. Et individ ”der tager tidens store brændende globale problemer op for at bidrage til løsninger, der kan være til gavn for hele menneskeheden.” [1]

Ud fra dette dannelsessyn må eleverne udvikle kompetencer, der sætter dem i stand til at sammenligne og betragte de kulturelle og samfundsmæssige forhold og problematikker, som er under konstant udvikling, og hvor de enkelte samfund ikke bør betragtes isoleret, men i en sammenhængs‐ og årsagsforståelse med det globale. Eleverne skal med andre ord være i stand til at se og angribe globale som lokale problemstillinger fra forskellige vinkler, samt at kunne tage stilling til og handle på disse.

 

Der er ifølge Peter Kemp opstået et modsætningsforhold i spørgsmålet om dannelse af verdensborgere mellem folkeskolen som dannelsesinstitution og samfundets krav til individet. Det øgede fokus på højere faglighed og større præcision på læreruddannelsen og i folkeskolen sker på bekostning af den almene dannelse og den kreative udfoldelse.

At vi har brug for en folkeskole, som sigter langt videre end det faglige, gør Steen Hildebrandt, professor ved Aarhus Universitet, os opmærksomme på:

”Vi har en verden foran os, hvor vi siger, at vi skal leve af kreativitet, innovation, samarbejde osv. Hvorfor ikke lave nogle uddannelser, der handler om at give plads til at udvikle kreative, innovative og skæve, uforudsigelige mennesker, når vi nu siger, at det er det, der er så vigtigt?” [2]

 

Behov for omorganisering af folkeskolen

Hvis vi skal ruste eleverne til et samfund, der stille krav til refleksion, problemløsning og innovationskompetence, må folkeskolen organisere sig på nye måder. Den må gøre op med de formelle rammer, skemaer, strukturer og monokulturer, som industrisamfundet efterspurgte. Det nytter ikke at sætte alt i kasser og systemer, når vi skal lære eleverne at tænke ud af boksen. Hvilken faglighed hører til hvilket fag? Og hvad skal vi putte kreativiteten ind under? Heller ingenting nytter det, at vores evaluerings- og målingssystem beror på test. Hvad er det i bund og grund for nogle parametre, vi måles ud fra, når vi anvender Pisa og sammenligner os med resten af verden, hvor måden at holde skole på er forankret i andre værdier, normer, holdninger og kulturer. 

Vi må tage hånd om den almene dannelse og give den værdi og opmærksomhed på lige fod med fagligheden. Vi må indtænke nye prøveformer, der evaluerer og måler på andet end rigtig og forkert faglighed. Vi må kunne bringe de kompetencer i spil, som omgiver fagligheden og netop gør det muligt for eleverne at anvende erfaringer og viden på tværs af forskellige faglige miljøer, samt at arbejde både selvstændigt og i fællesskab med andre.

”Det er min forestilling om fremtidens samfund, at vi har en meget mere nuanceret forståelse af barnet og barnets potentialer og dermed også måderne, vi skal måle og beskrive det enkelte barn på. Jeg kunne forestille mig en beskrivelsesform – ikke en målingsform – hvor man beskriver det enkelte barn i forskellige dimensioner.” [3]

 

For mig at se må vi bryde med forestillingen om, at faglighed er en isoleret enhed og kreativiteten en anden. Innovationskompetence udvikles netop, når de to enheder ikke er foruden hinanden. Det handler ikke blot om at omsætte faglige kundskaber og færdigheder til kompetencer, men om at gøre fx geografiundervisningen til omdrejningspunkt for en kreativ og nyskabende praksis. Vi ser det bl.a. med de mange initiativer til bæredygtighedsprojekter ude på skolerne, hvor naturfagene arbejder på tværs, og udfordrer elevernes måder at anvende viden på og indtænke den i nye sammenhænge. Tværfagligheden skaber et nyt rum for kreativ faglighed, hvor fordybelse og problemløsning er i centrum.

 

Hvis folkeskolen skal danne til de verdensborgere, der kan løfte videnssamfundets krav om refleksivitet, innovation og problemløsning, er det nødvendigt med nye strategier og tiltag. Vi må turde at prøve nye græsgange af og slippe gamle forestillinger. Den fælles naturfagsprøve er første skridt på vejen.

 

 

Christina H. Gellert Kürstein

Fagudvalget

 

Noter

[1] Kemp, P. 2006, s. 15.

[2] Hildebrandt, S. 2012.

[3] Ibid.

 

 

Kilder

Hildebrandt, Steen: Proflekterende praktikere, Folkeskolen, 3. maj 2012.

Kemp, Peter: Ekstremistiske forskere undergraver folkeskolen, Politiken, 19. maj 2012.

Kemp, Peter: Verdensborgeren - som pædagogisk ideal. Reitzels Forlag, 2006.