Hvad er skolen til for?

Nyhed oprettet den 05. august 2020

En debat om hvad skolen og det danske undervisningssystem overhovedet er til for er stort set fraværende. Det er især påfaldende, fordi regeringen lige nu forhandler en ny skolereform med de øvrige partier i Folketinget og tilmed en skolereform, der, hvis den vedtages, på afgørende vis vil ændre skolehverdagen og læringen for eleverne. Allerede i Helle Thorning-Schmidts nytårstale fik vi et forvarsel om, hvad skolen ifølge regeringen fremover skal lære Emil og alle de øvrige elever. Men der manglede i høj grad anvisningskraft.


Hvorfor holde skole?

Men hvad skal vi egentlig med skolen – og hvad er den til for? For livet? For erhvervslivet? For folket? Eller for hvad? Et væsentligt spørgsmål at stille og drøfte indgående. Men det sker overhovedet ikke på nuværende tidspunkt, hvor så meget ellers taler for det!

Det ligger ligesom i luften, at det er der bred politisk konsensus om; hvad vi holder skole for i vore dage – nemlig for erhvervslivet selv om det selvsagt ikke siges direkte. Du skal hurtigt igennem undervisningssystemet, så du bliver færdig med din uddannelse indenfor eller gerne før normeret tid, så du kan få et job i erhvervslivet, tjene penge og dermed få et godt liv.

I forbindelse med min tænkning om hvad skolen er til for, faldt jeg over en artikel i Weekendavisen med overskriften: ”Man kommer ikke langt med Platon”. Størst indtryk gjorde billedteksten til artiklens illustration. Den lyder som følger: ”Et svendebrev giver langt større chance for at få arbejde end en traditionel studentereksamen”. Kære læser, lad lige den stå et øjeblik! Billedet viser i øvrigt to unge, formentlig studerende, på cafe´ besøg.

Men har børne-og undervisningsminister, Christine Antorini ikke selv nogle bud på hvad skolen er til for, må man spørge? Jo, da – men hun formår kun at fremkomme med et eneste bud, som hun så til gengæld gentager gang på gang, hver gang reformforslaget er oppe at vende i medierne, idet hun hver gang udtaler følgende nemlig, at ”alle elever skal lære så meget de kan”.

Nærmere kommer regeringen ikke spørgsmålet om hvorfor vi holder skole. Antorinis målsætning er da fornem og meget fornuftig selv om den ikke er ny. Da jeg startede i 70´erne i uddannelsessystemet havde vi selvsamme mål for vores undervisning. Men derudover var vi, ligesom til alle tider enhver ansvarlig skole og engageret lærer har været, altid opfyldt af ideer, planer og ønsker om at medvirke til en skole, som gav eleverne kundskaber, gode oplevelser og fordybelse og ikke mindst en skole, der gav muligheder for, at den enkelte elev fik lyst til at lære samt lyst til og baggrund for at tage stilling i det samfund de voksede op i. Det har den gode lærer altid været optaget af.

Mens dette hvorfor-holde-skole spørgsmål slet ikke indgår i debatten om folke- og privatskolen, så er det ikke fordi, der ikke er noget at skrive om eller noget at komme efter på skoleområdet. For det er der så sandelig – ustandselig og til overflod. Mediedebatten om skolen hviler sjældent længe ad gangen. Man behøver blot at følge lidt med i den offentlige debat om dansk skole og uddannelse, for at være vidne til den rene elendighed. Følgende er blot nogle eksempler herpå.


Folkeskolens fortrædeligheder

Elever forlader folkeskolen uden at kunne læse (det er sjældent privatskolen der nævnes i den forbindelse). Verdens dyreste skolesystem klarer sig dårligt i internationale sammenligninger. Forbavsende mange elever i gymnasiet ved ikke hvor Nakskov ligger eller om der er tale om en skov. Inklusion er indført, som den nye umulige pædagogiske åbenbaring. Håndskriften er på vej ud som kulturelt fænomen. Eksperter er bekymrede for, hvad der skal blive af håndskriftens eftertænksomhed, fordybelse og identitet. Og i Danmark er skolens ordenskarakterer afgået ved døden. Derudover den vedvarende hetz mod lærerne, om deres mangler og uformåenhed. Og ”Summen af benspænd er knusende”, skriver Sten Clod Poulsen i en kronik i Weekendavisen om folkeskolen og siger videre: ”Politikerne tror, at folkeskolen står med ryggen mod muren, og at man derfor kan presse den uhæmmet. Men folkeskolen står snarere på randen af en afgrund. Så hvad vil der ske, når man skubber til den?”  Og for ligesom at sætte alle fortrædelighederne i relief har den verdensberømte sociolog Zygmunt Bauman netop lige fortalt os følgende: ”Verden står foran kollaps”. ”Vi lever i kviksandets tidsalder. Alle bevæger sig konstant i frygt for ledighed og bankerot, og hvis man står stille et øjeblik, risikerer man at sidde urokkeligt fast”.


En todelt skole

I forbindelse med denne klummes hovedspørgsmål er det nærliggende at overveje, om der er kræfter i vores samfund der bevidst eller ubevidst nære et ønske on en todelt skole, en A- og en B skole, en skole for folket og en skole for eliten.

Det er ikke en hemmelighed at en del ressourcestærke forældre søger sammen og  vælger en ”passende” skole til deres børn selv om skolen måtte ligge lang væk fra deres eget skoledistrikt. Man må forstå, at det er af stor betydning for disse forældre, at det skal være en ”passende” skole, hvor der går elever, der matcher deres egne børn. Noget tyder på, at der her er tale om en stigende tendens. Men den er ikke ny. I snart mange år har der været ført en debat om folkeskolen kontra privatskolen en debat, der er tiltaget i de senere år.

Engang i start-90´erne havde DR en journalist inde i Folketinget for at spørge tingets medlemmer ud om  hvilken skoleform de havde valgt til deres egne børn. De første omkring 20 medlemmer, som journalisten talte med havde alle deres børn gående i en privatskole og de havde alle hver især deres gode grunde til dette skolevalg. Journalisten undrede sig og fortsatte sin spørgen og søgte over i SF´s gemakker, idet han mente. at her måtte der da være en folketingspolitiker, hvis barn gik i en folkeskole. Han fik kontakt med nogle SF ´ere, hvoraf den ene var Margrethe Auken. Men nej, også hun havde sit barn i en privatskole og også hun havde sine specielle grunde til dette skolevalg. Journalisten berettede om sin skolevalgsundersøgelse efterfølgende i en radioudsendelse, hvorfra undertegnede har ovennævnte oplysninger. Selv om journalisten ikke nåede at tale med samtlige folketingsmedlemmer var det bemærkelsesværdigt, at han ikke fandt en eneste blandt de omtrent 25 udspurgte, der havde valgt folkeskolen til deres barn.

Og historien gentager sig. Vore nuværende politikere, Helle Thorning- Schmidt og Mette Frederiksen, som gentagne gange har skoset folks fravalg af folkeskolen har tilfældigvis også selv haft deres særlige grunde til at vælge en privatskole til deres børn.

Misinformation

Ind imellem forplumres debatten om folkeskolen/privatskolen. Det har dagbladet Politiken været stærkt medvirkende til med to stort opsatte helsides indlæg, der begge groft misinformerer læserne, Den 22. december 2012 bragte avisen et  interview med  overskriften: ”Eliten taber i middelmådighedsskolen”. Her fortæller en tidligere elev, Lene Andersen, at hun dødkedede sig 10 år i folkeskolen. Og hun mener, at det er dybt problematisk, at folkeskolen er indrettet efter den jævne begavelse. Og det har store negative konsekvenser både for den begavede elev og for hele samfundet, siger hun.

Efter at dette stort opsatte interview var bragt i avisen kom det imidlertid frem, at Lene Andersen aldrig havde sat sine ben i en folkeskole, men havde tilbragt alle 10 i en privatskole. Af interviewet fremgik det tillige, at hun havde en tårnhøj IQ, over 155, men åbenbart ikke høj nok til at hun havde opfattet, i hvilken skoleform hun havde tilbragt 10 år.

Akkurat samme fadæse gjorde Politiken sig skyld i et år tidligere, da den 10. december 2011 bragte et lige så stort opsat debatindlæg med overskriften.” Jeg blev aldrig udfordret”. Her beklager en 19 årig mand sig i stærke vendinger over sin elendige folkeskoletid og dens mangel på udfordringer og meget andet. Men der var også her tale om en ikke uvæsentlig fejl i debatindlægget. Heller ikke han havde nogensinde siddet i en folkeskoleklasse, man havde tilbragt hele sin skoletid i en privatskole, og heller ikke han havde lært at skelne mellem de to skoleformer.

Politiken indrømmer dog, at det var en fejl, at de ikke forelagde Danmarks Lærerforening kritikken i de to artikler, de bragte.

I skrivende stund har regeringen forhandlinger om sit skolereformforslag med folkeskolens partnerskab, som udgøres af repræsentanter fra KL, Børne-og Kulturchefforeningen, Danmarks Lærerforening, BUPL, Skolelederforeningen, Skole og Forældre, og Danske skoleelever. Man må da håbe, at der blandt denne store samling af skoleinteresserede i det mindste er nogle få engagerede repræsentanter, der stiller spørgsmålet, hvorfor denne nye omfattende skolereform og herunder tillige spørgsmålet, hvad skolen fremover skal være til for?

 

Henning Lehmann, lærer og cand.pæd.

Fagudvalget

  

Kilder

Dørge, H.: Man kommer ikke langt med Platon; i Weekendavisen 25. januar 2013

Poulsen, S. C.: Summen af benspænd er knusende; Kronik i Weekendavisen 4. januar 2013.

Bauman, Z.: Verden står foran kollaps; i Politiken 12. januar 2013.

Interview med: Lene Andersen; Politiken 22. december 2012.

Debatindlæg af: Andreas Weidinger; Politiken 10. december 2011.

Div. nyere debatindlæg om folkeskolen/privatskolen.