Geografi er i mere end en forstand et grænseløst fag. Geografien lader sig ikke standse af nationale grænser ligesom geografi har mange berøringsflader til en lang række andre fagområder, så det til tider er vanskeligt at afgrænse geografifaget. Et forhold, der både er fagets styrke og dets svaghed.

Geografi benævnes således også mangeartet som fx naturgeografi, kulturgeografi, økonomisk geografi, bebyggelsesgeografi, politisk geografi, m.m.. Vi anvender imidlertid ikke betegnelsen historisk geografi, hvilket er en skam og en mangel, vil jeg mene.

Historisk geografi skulle i så fald inddeles i kendskab til geografisk formidling/undervisning (i fortiden) og om det at få oplevelser, kendskab og viden ved at færdes i landskabet/geografien (i fortiden). Jeg vil i det følgende definere fortiden som minimum 100 år tilbage i tiden samt give eksempler på nævnte inddeling.

Geografiundervisningen omkring 1900-tallet

Det var dengang lektierne blev "banket" ind. Geografiundervisningen gik i alt væsentlighed ud på at bibringe eleverne et grundigt kendskab til de enkelte landes navnestof. Eleverne skulle lære navnene på byer, bjerge, floder, nabolande, søer osv. Der blev brugt lang tid på at lære disse navne udenad. Og eleverne blev overhørt en efter en på store kort uden navne, som hang oppe ved tavlen. Lektien, som skulle læses hjemme, skulle læres så grundig, at eleven kunne genfortælle den i skolen. En geografilærer fortæller at børnene godt kunne lide geografi især fordi han tillige brugte tid til at fortælle om de berømte mænd (bemærk mænd) der havde levet i de forskellige lande [1].

I det følgende nogle eksempler på, hvad eleverne lærte om folk i forskellige lande med 6 eksempler fra bogen ”Sådan var det dengang – Skolen”. Citaterne er alle fra starten af 1900-tallet:

Om mennesker i England

”Englænderne er et overmåde dygtigt og virksomt folk. De har en mærkelig evne til at gøre sig til herre over andre lande og skaffe deres sprog og levevis indgang, hvor som helst de kommer frem … Snille, kraft og udholdenhed præger alle deres foretagender og viser sig ikke mindst i folkets arbejde”.

Om mennesker i Holland

”Det er et dygtigt og flittigt folkefærd, langsomt, men udholdende og bekendt for sin højt drevne renlighed”.

Om mennesker i Tyskland

”Tyskerne er et dygtigt, arbejdsomt og nøjsomt folk. De er dog lidet afholdte af deres mange naboer, da de indbilder sig at stå på et højere dannelsestrin og ofte er pralende of herskesyge”.

Om mennesker i Afrika

”De udmærker sig ved mørk hudfarve, stinkende hududdunstning, uldhår og et snudeagtigt, fremskudt underansigt”.

Om mennesker i Kina

”Folk dræber undertiden deres børn for at slippe for at føde på dem, og mange tusinder bor på skibe eller på tømmerflåder, der ligger på floderne. Kineserne er gule og har skråtstillede øjne”.

Om mennesker i Frankrig

”Franskmændene er små, mørkhårede folk, som ved deres livlige og iltre sind danner en modsætning til de langsomme, alvorlige hollændere og englændere; men i dygtighed og ihærdighed står de ikke tilbage for disse … ”.

Om at rejse rundt i landskabet/geografien

Det at rejse rundt i sit eget land for slet ikke at tale om udlandet var i fortiden kun beskåret en ganske lille del af befolkningen. Bønderne og byboerne kom kun yderst sjældent langt væk fra deres bosteder.

I 1859 foretog H. C. Andersen sin store Jyllandsrejse. Han var en god iagttager af landskabet og nedskrev meget af det han så og oplevede på turen gennem Jylland. Den 21. juli ankom Andersen til Fjaltring Præstegård, hvor præsten bød H. C. Andersen på en tur til Bovbjerg. Andersen beundrede naturens vildskab her ved Bovbjerg, hvor Vesterhavets bølger møder den stejle kystklint.

”Vandet har ædt ind, som man med store stærke Tænder kan bide i et Smørrebrød…” skrev Andersen i sin dagbog. Han så tillige den obelisk, der er rejst ved Bovbjerg til minde om Frederik VI's besøg i 1826. Kongen skulle det år bese konsekvenserne af Aggertanges gennembrud i 1825.

Gennembruddet og dermed sejladsmulighed ind i Limfjorden fik blandt andet den positive konsekvens for Lemvig by, at der skete en opblomstring af byens handel og søfart. I årene 1835–1845 blev hele byen bogstavelig talt bygget om fra grunden.

På sin videre rejse fra Fjaltring til Lemvig passerer Andersen Rammedige, som er en forsvarsvold opført i oldtiden. Om Rammedige skriver Andersen i sin dagbog: ”Rammedige (…) er en slags Dannevirke af en halv Miils Længde, her er en uendelig Mængde Kjæmpehøie og Sagnet mælder at her leverede Prinds Hamlet et slag, her skal han ligge jordet”. 

Rammedige er opført på tværs af den såkaldte Oldtidsvej, der var oldtidens trafikåre fra Bovbjerg i vest til Karup Å i øst. Denne forsvarsvold, der er et af Danmarks ældste forsvarsværker, skulle værne befolkningen mod fjender, der kom fra øst, idet der i stenalderen/bronzealderen var langt mere land vest for volden ud mod Vesterhavet end de knap 3 km, der er i dag. I dag ses resterne af forsvarsvolden tydeligt i landskabet omgivet af 13 fredede gravhøje, der således vidner om, at der her på stedet har været beboelse allerede i stenalderen og bronzealderen. Tidlige tiders talrige gravhøje langs Oldtidsvejen er dog i årenes løb blevet overpløjet.

H.C. Andersens næste rejsemål var Lemvig. I vore dages geografi siger vi om Lemvig, at byen ligger i en tunneldal ud mod Limfjorden. Andersen skriver i sin dagbog om sit møde med Lemvig, at byen ligger ”…meget malerisk mellem steile, høie Bakker”.

H. C. Andersens jyllandsrejse resulterede tillige i teksten til sangen: ”Jylland mellem tvende have”. Heri viser Andersen stor indsigt i landskabsforhold og geografiske perspektiver. Han fortæller om de tvende have, der omgiver Jylland, om kæmpegrave, heder og ørknens luftsyn. Om Jylland som højland med skov-ensomhed og hvor vildt, der er i vest – med klittag sandet. Om heden og lyngen som et pragtfuldt tæppe. Men, som han siger, ”Skynd dig, kom! om føje år heden som en kornmark står”.

Måske kunne sådanne historisk-geografiske tildragelser medvirke til en mere nuanceret opfattelse af den måde, man tænkte geografi på tidligere og hvordan vi tænker geografi i dag.

Henning Lehmann

Fagudvalget

Noter

[1] Mauritzen, B.: Sådan var det dengang – Skolen. Emnehæfte, Gjellerup 1972.

Kilder

Andersen, H.C. På rejse mellem Randers og Viborg i 1859. ”Kjendte og glemte digte” 1867.

Eventyrspor i det danske landskab, www.andersenwashere.com

Mauritzen. B.: Sådan var det dengang – Skolen. Emnehæfte, Gjellerup 1972.