En vej til forståelse af virkeligheden

Nyhed oprettet den 05. august 2020

Hvorfor er de unges forståelse af natur- og kulturlandskabet så mangelfuld? Det er der mange grunde til, og flere undersøgelser bekræfter dette udsagn. Geografiundervisningen i dagens skole foregår for størstedelens vedkommende som formidlet viden af ren sproglig art og ved computerens mangelfulde virkelighedserstatning. Mange skoleelever får meget sjældent mulighed for at komme udenfor skolebygningen og gøre iagttagelser og undersøgelser i naturen i fag som geografi og biologi. Mine egne og mine fagfællers erfaringer peger klart i samme retning.

Det er vanskeligt at formidle stof af landskabsmæssig karakter, uden at eleverne har fået en solid baggrundserfaring opbygget ved talrige konkrete og personlige oplevelser i og med naturen, dvs. en væren til stede i naturen, i landskabet. Først da kan vi med udbytte for alvor begynde at undervisningsgøre landskabstypernes forskellige fremtrædelsesformer, vores anvendelse af dem, nytteværdien, menneskets samspil med dem osv. 

Herefter skal sprogliggørelsen stå sin prøve. Dette vigtige værktøj som i dialog med eleverne nu har gunstige vilkår, når eleverne selv har et sanset og dermed også et sprogligt forhold til undervisningens genstand, landskabet. Læreren har på sin side tillige langt større mulighed for – stadig under forudsætning af en solid elevoplevet baggrundsviden – at sætte ord og navne med stadig stigende detaljeringsgrad på enkeltelementer og –fænomener. 

Forestil dig, at du skal formidle viden om og forståelse af et landskab, som dine elever aldrig har gået rundt i, aldrig har set og aldrig har sanset. Nej, vel – det kommer der sjældent noget frugtbart formidlingsresultat ud af. Det forbliver en kilde- og tekstundervisning med alle de mangler, det indebærer.

Følgende beretning er et eksempel på, hvordan ovennævnte didaktiske overvejelser blev praktiseret af en lærer fra en lille landsbyskole i Tyskland 35 km nordøst for Berlin. (Fra bogen: Lys og Sang – Jørgen Carlsen 60 år).

En sommerdag i 1935 tog tolv 10-14-årige skoleelever og deres lærer fra den lille landsbyskole i Tiefensee på en udflugt. De sejlede på Flensborg Fjord til Lyksborg og tilbage igen til Flensborg. De var på en fjorten dages tur med betegnelsen Grænselandsfærd i Nordmark. Eleverne skriver efterfølgende i deres fællesberetning fra turen.

Citat: "GrænseTuren til Lyksborg og tilbage til Flensborg gjorde vi på fjorden med en lille damper. Vi kom tæt forbi den skovbevoksede bred. Mod nord så vi over fjorden langt ind i Ny-Danmark. Det er et land, der indtil efter Verdenskrigen hørte til det tyske rige, og hvori der ved grænsen bor tyskere, og helt op til den gammeldanske grænse bor der også tyskere. Dengang efter krigen reddede Flensborg sig for det tyske rige gennem en strålende folkeafstemning. Det er dermed blevet forpost. Her så vi virkelig, hvad en grænse er, som kun skiller stater ad, men ikke folk. For på begge sider af grænsen bor jo tyske mennesker.” 

Disse iagttagelser er selvfølgelig præget af den tid, hvori de er indhentet. Men formodentlig er det skoleelevernes egne selvoplevede indtryk, de beretter om og det er det vigtigste. Landsbyskolelæreren, som tog på omtalte rejse med sine skoleelever, var den dengang 37-årige Adolf Reichwein, som to år forinden var blevet afskediget af det nazistiske styre i Tyskland fra sit professorat i historie og medborgerkundskab ved Det Pædagogiske Universitet i Halle/Saale. Men ved venners hjælp havde han nu fået ansættelse som landsbyskolelærer for 35 skoleelever i den lille landsby Tiefensee.

I 1937 udgiver Adolf Reichwein ”Schaffendes Schulvolk”. I denne bog beskriver han sit praktiske skolearbejde og slår til lyd for en alternativ skoleundervisning for eleverne, hvor læring i væsentlig grad finder sted gennem kreative og praktiske møder med virkeligheden. For eksempel ved elevinddragelse i praktiske gøremål   skolehverdagen, ved at anlægge skolehaver rundt om skolen, ved at tage på ekskursioner i naturlandskabet, brug af film i undervisningen og for opsparede og indsamlede penge at tage på grænselandsfærd til Østpreussen og Schleswig-Holstein. I samme bog findes skoleelevernes omtalte fællesberetning fra deres udflugt ind i Ny-Danmark.

Det er formentlig en kendsgerning, at børn fødes med såvel opmærksomhed som nysgerrighed over for den verden, de er født ind i. Men anderledes forholder det sig med det at få retning på opmærksomheden, så de ser, sanser, opdager og oplever det vigtige og spændende. Det er noget, de skal lære – af voksne. Men ikke af hvem som helst. Det skal være nysgerrige voksne/lærere, for nysgerrige voksne/lærere er faktisk også voksne, der ved noget.

Når vi er ude med geografien i virkeligheden for at lave feltarbejde, gør eleverne i høj grad brug af sanserne i deres informationssøgning. Når vi taler om de fem udadvendte sanser, handler det om: syn, hørelse, berøring, smag og lugt. Vi bruger de fem sanser til at hente  informationer ind, for derefter at bearbejde disse til erfaring og viden. M. Hansen kalder at sanse (at hente ind) og perception (at  bearbejde), hvilket stort set kun sker, når vi aktivt beskæftiger os med verden. (Hansen, 2003, p. 19).

Det er derfor af allerstørste vigtighed, at den spændende og lærerige undervisning tager sin begyndelse ude i den virkelige virkelighed.

Henning Lehmann 
Fagudvalget

Kilder 

Nielsen, K. K. ”Virkeligheden”; i Lys og Sang – Jørgen Carlsen 60 år, Christensen, H. R. mfl. (Red.) 2009 forlaget Klim.

Hansen, M. 2003: ”Kolbøtter, kundskaber og magi”; i Børn og natur- hvorfor og hvordan?

Christiansen, J. L. mfl. (Red.) Videnscenter for Naturfaglig Dannelse, CVU-Sjælland.