Geografisk Orientering 6/2008

Ørestaden

Debatten om at gøre København til en international metropol har kørt i årtier. Allerede i de glade 60'ere var der store planer om at bygge tusindvis af boliger på Amager Fælled og Vestamager, etablere to Øresundsbroer - og sågar flytte lufthavnen til Saltholm!

Centrale spørgsmål i debatten har gennem årene været: Skulle man bygge en ny by på Amager? Eller i stedet udvikle Københavns Havn? Og hvad med naturværdierne langs Amagers oprindelige kystlinje?

Med helhedsplanen for Ørestaden i 1995 blev der taget en beslutning, som vi nu for alvor kan se resultatet af. Metrolinjerne til Vestamager og Lufthavnen er etableret, og i Ørestaden skyder det ene spektakulære byggeri op efter det andet. Boliger, virksomheder, offentlige institutioner og kultur- og naturoplevelser - Ørestaden skal kunne rumme det hele.

I dette nummer af GO ser vi først på visionen bag Ørestaden. De næste to artikler giver indsigt i Vestamagers planlægningshistorie og i den regionale udvikling i Øresundsområdet, som beslutningen om Ørestaden er en del af. Desuden bringer vi en artikel om Amager Fælled, som har lagt arealer til den nye bydel, men stadig udgør et vigtigt element i Ørestaden som rekreativt naturområde tæt på byen. Til slut er der en artikel om Ørestadens Gymnasium og en om at pendle over Øresund.

Du skal være logget ind for at læse bladet.
Ikke medlem? Bliv medlem